Engangsbetaling kun 999 kr.
Spørgsmål? Ring 70 60 22 02
Telefonen er åben hverdage kl. 9-16:30

Gode råd til fremvisningen

Det er altid spændende, når interesserede købere vil se din bolig. De har studeret billederne, læst beskrivelsen, og nu vil de gerne opleve det hele i virkeligheden. Se her, hvordan du fremviser din bolig, så interesserede købere får det bedste indtryk.

Før du får besøg

En god fremvisning kræver forberedelse. Her er nogle tips, der får dit hjem til at virke så indbydende som muligt:

  • Ryd op og gør rent: Red sengen, tag opvasken og fjern vasketøj og papirbunker. Sørg for, at alle flader og hjørner er rene og ryddet.
  • Luk lyset ind: Træk gardinerne fra og puds vinduerne, så lyset kan komme ind. Tænd lamperne og måske også et par stearinlys.
  • Fiks småting: Du ser det måske ikke selv – men en dør der binder, en liste der mangler, og en vandhane der drypper er alt sammen noget, der hurtigt kan give køberen et negativt indtryk af din bolig. Så få styr på de små hængepartier, inden du viser boligen frem.
  • Luft ud: Alle hjem har en lugt, og det er ofte noget af det første, man lægger mærke til, når man træder ind i en bolig. Så tøm skraldespanden, skift kattebakken og luft grundigt ud inden fremvisningen. Køb også gerne nogle friske blomster, der både dufter og pynter.
  • Forbered dig på de mindre gode ting: Er der en fugtskade i kælderen? Eller støj fra vejen? De fleste boliger har nogle ulemper, og her kan det betale sig at være forberedt. Undersøg fx hvad det vil koste at udbedre skaden eller hvilke muligheder, der er for at dæmpe støjen. På den måde kan du gøre problemet mere overkommeligt for de boligsøgende.

Når du har gæster

Alt er klar – og nu banker det på døren. Under fremvisningen gælder det om, at give dine gæster en god oplevelse, så de bliver bekræftet i, at din bolig er interessant. Det kan du fx gøre ved at følge disse tips:

  • Smil - det smitter: Skab en god stemning ved at være venlig og imødekommende lige fra du åbner døren.
  • Tal til deres behov: Spørg lidt ind til deres situation (Hvorfor vil de flytte? Hvad søger de?) og fortæl så, hvorfor din bolig og området er et godt bud på deres nye bolig. Har de fx børn, kan du fortælle om de gode skoler tæt på. Har de hund, kan du fremhæve de naturskønne steder, hvor man kan gå tur. Er de havemennesker, kan du tage dem med rundt på matriklen og vise dem de hyggelige udeområder.
  • Fortæl om boligen: Sørg for at vise dine gæster de unikke ting ved din bolig, og de ting, du selv har været særligt glad for. Har din bolig en speciel historie, så fortæl den endelig. Det er nemlig med til at skille din bolig ud fra mængden.
  • Lad dem selv gå på opdagelse: Når du har givet de boligsøgende en rundtur, er det en god idé også at lade dem gå rundt på egen hånd. Hold dig i baggrunden og vær klar til at svare på de spørgsmål, der kommer.
  • Se din bolig som et produkt: Din bolig er dit hjem, og rummer sikkert mange følelser. Men når du skal sælge, skal du forsøge ikke at tage evt. kritiske spørgsmål eller uimponerede miner for personligt.

Efter fremvisningen

De færreste købere er klar til at slå til allerede på selve fremvisningen. Så selvom du gerne vil have en hurtig afklaring, er det vigtigt, du giver de mulige købere lov til at tage hjem og mærke efter. Men læn dig ikke alt for langt tilbage:

  • Følg op: Det er vigtigt, du følger op på de fremvisninger, du har haft. For det første er det rart for dig at finde ud af, om de stadig er interesserede. Og for det andet, kan det være, at de boligsøgende sidder med nogle spørgsmål om din bolig, de ikke fik svar på. Når du ringer og følger op, kan du også få en idé om, hvad der evt. holder dem tilbage – er det fx prisen eller måske en skade på boligen? På den måde får du mulighed for at starte en prisforhandling eller indhente et tilbud fra en håndværker.
  • Start salget: Er de stadig interesserede, skal I blive enige om prisen og vilkårene for handlen, som samles i en købsaftale. Vores jurister kan hjælpe dig med at få lavet en aftale og klare alt det juridiske i salgsarbejdet. Se mere om vores priser her.
  • Bliv klogere: Hver fremvisning kan gøre dig klogere – også selvom køberne måske sprang fra. Husk derfor altid og spørge ind til, hvorfor de alligevel ikke var interesserede, så du ved, om det er noget, du kan gøre noget ved, inden de næste mulige købere melder sig.

Skal vi hjælpe dig?

Du er altid velkommen til at tage fat i os, hvis du har brug for mere hjælp til en god fremvisning. Skriv til os på support@skuffesalg.dk eller ring på 70 60 22 02.